Naturånderne i Sorgenfri Slotspark

Når man træder ind i Sorgenfri Slotspark, er det som at træde ud af tiden. De gamle træer står som ældgamle vogtere over en verden, vi ofte har glemt. Fuglene synger ikke blot melodier, men bærer budskaber. Vinden hvisker ikke tilfældigt – den bærer stemmer fra naturens dybeste lag. Og hvis man er stille. Virkelig stille. Så kan man mærke disse dybe lag af bevidsthed.

Naturånderne.

Jeg begyndte at mærke deres nærvær i Sorgenfri Slotspark for mange år siden. Dengang kom jeg for at finde ro – eller rettere sagt, jeg blev drevet derhen i søgen efter noget, jeg endnu ikke forstod. Livet havde revet mig itu. Jeg gik ofte i cirkler rundt om den lille sø og opholdt mig i lang tid ved Grotten, kiggede ud over vandet, som spejlede mine egne indre storme. Men det ved de gamle træer, blandt mosbegroede stammer og skygger, jeg begyndte at mærke et blik, en bevidsthed, der så mig – ikke med øjne, men med en dyb, ældgammel tilstedeværelse.

De første møder med naturånderne var ordløse. Et pludseligt sus i hjertet. En varme i brystet. En duft af muld, der var så levende, at jeg næsten kunne høre jorden ånde. Jeg satte mig ofte på samme sted under en ældgammel bøg , som en vis bedstefar med rynket bark og åndelig styrke – og lyttede.

"Livet er dit ! " sagde en stemme en dag.

Det var ikke med lyd, som vi mennesker forstår det, men med tanke og følelse vævet sammen. Den fortalte mig, at de altid har været her – jordens ånder, de bevidstheder som holder balancen, formidler energi og visdom, og som lever i samklang med alt, hvad der vokser, visner og genopstår. "Livet er dit" betyder ansvar, vilje og glæde. Det betyder frihed, indsigt og udvikling.

I Sorgenfri Slotspark lærer man hurtigt, at der findes lag i virkeligheden, som ikke kan måles med instrumenter. Her bevæger naturånderne sig mellem os. Nogle er små, legende væsener, der passer på blomster og vandløb. Andre er mægtige væsener, forbundet med skovens dybe pulsslag – vogtere af tid og historie. De kender til menneskets indre natur, ofte bedre end vi selv gør.

"I har glemt, at I er en del af jorden – ikke hævet over den," hviskede en af dem en dag, hvor jeg spurgte, hvorfor mennesket er så adskilt.

De lærte mig, at mennesket engang levede i samhørighed med dem. At vi engang dansede med årstidernes rytme, lyttede til månen, forstod træernes sprog og ærede stenenes tavse visdom. Men så kom frygten. Kontrollen. Skellet mellem det synlige og det usynlige. Og naturånderne trak sig tilbage. Ikke i vrede, men i sorg.

Men de venter stadig. Hver gang et menneske sætter sig ned i dyb ærefrygt og åbner sit hjerte for naturens ånd, begynder forbindelsen at leve igen.

I Sorgenfri Slotspark har jeg lært, at livets mening ikke skal tænkes, men føles. At jorden ikke er en ressource, men en moder. At hvert blad, der falder om efteråret, hvisker: "Døden er ikke en ende, men en overgang." At hvert nyt skud om foråret råber: "Livet vil altid vokse igen, klar til at elske og blive elsket."

Naturånderne lærer os at huske, hvem vi er.

Og måske er det netop i steder som Sorgenfri Slotspark, hvor stilheden endnu lever, og hvor historiens lag væver sig sammen med naturens åndedrag og bevidsthed, at vi kan begynde at lytte igen.

Så næste gang du går i Sorgenfri – sæt dig. Vær stille. Læg hånden nænsomt på det træ du føler dig tiltrukket af. Lyt. De er der. Og de har ventet på dig længe.

Du kan læse mere om mine oplevelser med naturånder rundt om i Danmark i e-bogen "Naturånder & Kraftsteder"